At smide de overflødige kilo er ikke let, og skulle det endelig lykkes, kan det også være svært at undgå, at de vender tilbage, men hvorfor skal den slags være så svært? Det kommer vi ind på i denne artikel.
Rigtig mange af os har på et tidspunkt i livet haft et ønske om at tabe et par overflødige kilo. Dette ønske har i manges tilfælde ført til mere motion og sundere kost. Det er nemlig det, der skal til, hvis man vil tabe sig, men for fa’en, hvor kan det altså være svært at holde sig i skindet, når slikskålen indfinder sig på stuebordet.
Sigmund Freuds personlighedsmodel med overjeg’et, jeg’et og id’et forklarer meget godt hvorfor.
Hvis din Freud-viden befinder sig lidt langt tilbage i hjernekammeret, kommer der lige en kort genopfrisker af de tre dele i personlighedsmodellen herunder.
Overjeg’et: Her befinder fornuften, samvittigheden og lignende sig. Det er i overjeg’et, at vores moralske kompas hører til. Har man et stærkt overjeg, lever man formentlig et ærefuldt liv, hvor man sjældent – i hvert fald ikke tilsigtet – fornærmer andre eller bryder normerne. Når man vil tabe sig, er et stærkt overjeg altafgørende.
Jeg’et: Jeg’et befinder sig mellem overjeg’et og id’et og refererer til den person, som praktisk talt vi er. Vi er nemlig et kompromis mellem anvisninger fra over’jeget og id’et. Desto mere vores jeg lever efter over’jegets anvisninger, jo mere fornuftigt et liv lever vi. Lader vi id’et diktere de fleste af vores handlinger, lever vi som den lystfulde type, der ofte lader sig friste.
Id’et: I id’et befinder vores lyster og drifter sig. Når vi får lyst til søde sager, er det id’et, der råber op, og hvis id’et er stærkere end overjeg’et, der minder os om, at det ikke går, hvis vi vil tabe os, går der ikke lang tid, før vi gumler på en mars-bar.